Vores historie
Læs mere om os
National og Bristol
På Klingenberg 14 lå et af Odenses helt store forlystelsescentre. Alle kom her. Nogle for at bowle, spille billard eller forlyste sig ved spilleautomaterne. Andre kom for at spise, slukke tørsten, nyde musikken eller svinge sig på dansegulvet og måske finde den ”rette” for en nat – eller livet. Klingenberg 14 var leveringsdygtig i det hele, men vi skal helt tilbage til 1887 for at finde starten på dette eventyr. Den stod klubvært Th. Lumby for. Han tog initiativet til, at de ydre rammer blev skabt. De var dog ikke helt, som vi kender dem i dag. Den del af bygningen, der vender mod Klingenberg, ragede således ud til midten af det nuværende Skt. Knuds Kirkestræde. Det passede dog fint til den smalle gade, som dengang forbandt Klaregade og Klingenberg, men ved strædets udvidelse i 1927 måtte den del af bygningen selvsagt falde.
Den bygning, der flugter langs med Skt. Knuds Kirkestræde, var til gengæld noget smallere. Her manglede de yderste fem meter og dermed også den flotte borglignende facade, som pryder den nuværende bygning. Den lige facadelinje, vi har i dag, blev således skabt ved at rykke venstre ”halvdel” af facaden tilbage, og højre ”halvdel” frem.
Ved udvidelse af Skt. Knuds Kirkestræde faldt den del af National, hvorpå der står Selskabslokale.
Foto: H. Lønborg 1927, Odense Bys Museer.
Med hensyn til husets indre bestod det af en kælder med en keglebane og to udsalgssteder, en stueetage med to restaurationslokaler og to spillerum, samt en førstesal med en teatersal til 300 gæster.
Det første navn, der prydede facaden, var Etablissementet National. Det varede indtil 1933, og de næste 13 år stod der Bristol på navneskiltet. Men dette navneskift ændrede ikke på brugen af huset. Her var stadig ”Selskabslokaler, Vinstue og Billardsalon”, og så var der tilsyneladende stor interesse for dans. Det var således her, ”Fynsmesterskabet i moderne dans for amatører” blev afholdt. Endvidere var der mange, der benyttede billardsalonen, hvilket blandt andet førte til dannelsen af den stadig eksisterende billardklub Bristol.
Skandia, Wienerwald og Klaveret
Efter Bristol blev det alsidige hus annonceret som Skandia og med vægten lagt på ”selskaber, møder, kongresser og bespisninger indtil 200 kuverter”. Men der var også plads til Skov og Tolneborgs danseskole og diverse former for underholdning. I en annonce fra 1952 annonceres der for eksempel med ”Ricardt Petersens Teaterselskab”, som inviterer de teaterglade til at se ”Svigermor kommer” for en billetpris af blot 2 kroner.
Værten for Skandia hed Ejnar Henriksen, og han fortsatte indtil 1956/57, men danseinstituttet forblev der indtil 1966. I mellemtiden var der også kommet andet erhverv til huset, nemlig Ida Skjortevask, Hans Hansen Bogtryk og Odenses ældste møbelforretning. Det forhindrede dog ikke en tjener fra Brockmann, Freddy Olsen, i at relancere Skandia. Det gjorde han i 1966 under navnet Ny Skandia og med den håbefulde tilføjelse ”Det unge Odenses mødested” – herunder de helt unge, som fik deres egne alkoholfrie eftermiddage.
Ved åbningen af Ny Skandia mødte 600 unge mennesker op for at høre Rockfighters, Baronets og Candy Boys. Senere kneb det dog med at tiltrække ungdommen, så året efter ændrede Freddy Olsen konceptet til et mødested for det mere modne publikum. Wienerwald kaldte han det denne gang – og ikke uden grund. Restauranten var nu prydet med en stor kulisse, der forestillede et sneklædt bjerglandskab i de østrigske alper, og den ene af to barer var placeret i en hyggelig bjælkehytte. Den anden bar lå i den modsatte ende af huset, ud mod Klingenberg, og den havde Freddy Olsen opkaldt efter sig selv eller rettere sit kælenavn ”Ole”, så den hed Oles Bar. Freddy Olsen var i det hele taget offer for kælenavne. Et andet lød ”Ole Wienerwald”, og det på trods af, at restauranten efterfølgende måtte skifte navn til Wienerwals. Freddy havde nemlig ikke taget hensyn til, at navnet Wienerwald allerede var i brug af en tysk restaurationskæde – og denne kæde havde ikke i sinde at lade danskerne benytte samme navn.
Wienerwald var, som Freddy ønskede, et sted for det voksne publikum. Men det betød ikke, at de unge blev helt svigtet. I stueetagen, hvor der tidligere havde været Ida Skjortevask, skabte Freddy Olsen – denne gang sammen med Henning Carlsen – et diskotek, vist nok byens første, der i høj grad appellerede til denne aldersgruppe. Endda i en sådan grad, at de gerne stod i lange køer for at komme ind.
Klaveret, som diskoteket hed, trak tilmed fulde huse alle ugens syv dage – indtil klokken 2 om natten. Det tjenende folk, herunder inspektørerne Helge Hansen, Svend Petersen og Anker Sørensen, samt servitricerne Conny og Ulla, havde derfor mere end nok at se til. Og ligeså havde det unge publikum. Langs væggen ud mod gården var der en lille scene, hvorpå veldrejede piger vred hofterne i en kælen go-go-dans. Fra tid til anden var der også underholdning ved datidens kendisser, blandt andre Povl Dissing med hans nyeste hits ”25 minutter endnu” og ”Den grimmeste mand i byen”.
City Clubben
Klaveret var med andre ord en fryd for såvel øret som øjet, men som med så mange andre glæder, blev denne kort – omtrent et år. Herefter trak de unge mennesker hen til det nyåbnede ”To be” i Dronnin-gensgade, og Freddy Olsen valgte derfor at skifte ”klaveret” ud med billardborde.
Det blev dog også en kort fornøjelse – for Freddy Olsen. I slutningen af 1969 overdrog han både City Clubben, som den syv bords store billardsalon var navngivet, og Wienerwals til den ukronede restaurationskonge Ib Dahl Hansen og hans kompagnon Bent Larsen. Og dermed var det gamle etablissement National klar til nok et kursskifte. Dog ikke i billardsalonen. Den beholdt de nye ejere, som den var, og som daglig leder ansatte de Elin Christensen. Hun blev senere afløst af Tove Bisgaard, som gennem mange år havde styret en anden af Ib Dahl Hansens restauranter, nemlig Palmehaven. Toves tid i City Clubben begyndte dog først et par år efter, at Ib Dahl Hansen først havde bortforpagtet og senere solgt salonen til én af de mange stamkunder, Søren Christensen, og dennes kone, Ingerlise.
Det skete i 1981, og med dette værtspar når vi helt frem til den nuværende ejer, Jacob Steensig. Han overtog ansvaret i 2003 og bortset fra almindelig vedligeholdelse, omorganisering af baren, installering af storskærm til sportsbegivenheder, opsætning af fodboldborde og en nødtvunget indretning af rygerum i ”tilbygningen” – så er ”Stedet hvor ballerne mødes” forblevet uændret.
Ambassadeur, Under- og Overhuset
Men det var også det eneste, der forblev uændret efter Ib Dahl Hansens og Bent Larsens overtagelse. Tyrolerrestauranten på første sal blev erstattet af en ”grotte” med det fornemme navn Ambassadeur, og den var ifølge den første annonce: ”Fyns mest eksklusive og helt utraditionelle danse- og varietérestaurant med et interieur uden sidestykke i hele landet”. Og annoncen fortsætter: ”Wienerwals er ændret fuldstændigt til nu at fremtræde som et sandt paradis med sydens elegance og stemning, førende udenlandske entertainere, førsteklasses orkestre og hele tre intime barer”.
Jo, Ambassadeur var noget for sig. Lokalet var udformet som en sydlandsk drypstensgrotte, hvor gæsterne kunne sidde i en sofa, der slangede sig gennem det meste af lokalet, eller de kunne stå og iagttage hele sceneriet igennem åbninger i den naturtro klippevæg, der adskilte den midterste bar fra dansegulvet. Sidstnævnte var for øvrigt af blankpoleret messing og omgivet af store spejle.
Gæsterne kunne endvidere fortrække til den tidligere ”Oles Bar”. Den var nu navngivet Kakadu Bar og udsmykket som en orientalsk bar med sin helt egen intime stemning.
Og endelig var der en balkonagtig bar, der var hævet nogle meter over de andre. Den blev kaldt Dueslaget – ganske passende, for heroppe kunne man sidde som duer og se ned på såvel dansegulv som orkester.
Med hensyn til underholdningen var Ambassadeur ganske alsidig. På åbningsaftenen i januar 1970 var det eksempelvis Miss Vera Love fra USA, som lod sig akkompagnere af Hans Jessens trio. Og senere kunne man lytte til Kardinalerne, Papa Bue, Park Lane, Brdr. Olsen, James Last, det græske ”husorkester” Rivers – og mange, mange flere.
Ud over førstesalen interesserede Ib Dahl Hansen og Bent Larsen sig også for de lokaler, der hidtil havde rummet andet erhverv.
Bogtrykkeriet i kælderen blev således omdannet til en hyggelig kælderrestaurant med rundbuer og rustikke vægge. Denne restaurant fik navn efter det engelske parlament, men i modsætning til dette, var Underhuset i Odense forbeholdt spisende gæster og danselystne, som ikke bekymrede sig om udenomsplads. Dansegulvet var nemlig meget beskedent i størrelse, men til gengæld var der musik fra klokken 8 om aftenen til 8 om morgenen. Og for de sultne gæster var der servering døgnet rundt, især af køkkenets to specialiteter: biksemad eller stegte ål med stuvede kartofler – til blot 15 kroner!
I stueetagen, hvor der hidtil havde været møbelforretning, blev der samtidig med Underhuset indrettet en Bowlingbar med tre bowlingbaner, en lille bar, diverse morskabsautomater – samt noget så storslået som et farvefjernsyn. Denne bar var ligeledes åben døgnet rundt, og sammen med City Clubben udgjorde den det, man senere kaldte ”Alle tiders sandkasse for voksne piger og drenge”.
Bowlingbaren var dog ikke nær så populær som dens nabo, og fra 1973 tog Ib Dahl Hansen konsekvensen af den manglende opbakning og ændrede lokalet til en blanding af bodega med ”små lækre retter” og et ”dag- og natdiskotek”. Navnet på dette ”produkt” blev – meget naturligt – Overhuset, og som blikfang i annoncerne viste man da også en engelsk lord med kappe og paryk.
Det ”adelige” diskotek blev dog heller ikke den helt store succes, formentlig fordi der allerede var rigeligt med dansemuligheder på det langt større Ambassadeur.
Overhusets største succes var efter sigende, da den folkekære skuespiller Dirch Passer besøgte stedet. Ved denne lejlighed stod gæsterne tæt, mens inspektøren Åge Busch var vært med en hel flaske whisky af husets den bedste.
Men med et samlet besøgstal på 800-1200 hver fredag og lørdag havde Ib Dahl Hansen dog ingen grund til at klage over sit forlystelsesetablissement.
Med hensyn til den videre skæbne for ”Klingenberg 14” er der, som allerede nævnt, stadig gang i City-Clubben, mens resten af huset har fristet en noget omskiftelig tilværelse. Den startede med ægteparret Martha og Mogens Lehnert. Deres interesser lå ellers på Sjælland, men i slutningen af 1977 forpagtede de såvel Ambassadeur som Over- og Underhuset. Kælderetagen måtte de dog dele med en af Ibs trofaste følgesvende, Gunner Larsen. Her havde han indrettet højre ”afdeling” til et musiksted for de gæster, der hellere sang med på Ove Bagers Lundeborgvise end den allestedsnærværende diskomusik. Vise Vers Hus kaldte Gunner sit lille – og meget kortlivede – værtshus. De muntre viser døde ud efter mindre end et år, og derpå fulgte en kort tid med Vise Vers Hus som opsamlingssted for byens natteravne. I disse måneder åbnede Gunner først døren så sent – eller tidligt – som klokken 3, og så stod menuen på kaffe og friske rundstykker.
Det var dog ikke kun Gunner Larsen, der var på kort visit i restaurationskomplekset. Martha og Mogens blev heller ikke gamle i gårde, men de nåede dog at anlægge det, de selv kaldte ”en helt ny stil”. I en annonce fra 1978 skrev de således: ”Vi har pyntet op og gjort alt mere hyggeligt”, og samtidig indbød de til såvel enkebal som en ugentlig aften for ”de unge på fyrre”.
Locomotion
Efter Lehnert-parret var det igen Ib Dahl Hansen, der stod med ansvaret, og denne gang videregav han det til fem unge århusianere: Jytte Refsgård, Jan Nørgaard, Per Kristensen, Per Guldager Jensen og Per Schnoor. De drev allerede diskotek Locomotion i Århus og mente nok, de tillige kunne overkomme en navnebroder i Odense. I slutningen af 1981 gik de derfor i gang med at renovere først Ambassadeur, dernæst Underhuset og til sidst Overhuset. Ambassadeur blev indrettet i samme stil som Locomotion i Århus, det vil sige uden al den glimmer og de fløjlsbløde sofaer, som dengang prægede mange diskoteker. I stedet kunne gæsterne sætte sig ved et af de 30 runde borde, som omkransede dansegulvet. Eller de kunne nyde et måltid mad i den tidligere Kakadu Bar, som nu var navngivet Salt & Peber. Sidstnævnte trak ifølge Per Kristensen tillige gæster, som gerne betalte entré blot for at få et måltid serveret – efter midnat.
Da Locomotion var godt i gang, kom turen til Underhuset. Det blev også indrettet til diskotek, blandt andet for fiskeinteresserede gæster. Diskoteket var nemlig udstyret med flere (indmurede) saltvands-akvarier, som matchede det valgte navn, Waves (bølger). Men ellers var det et traditionelt diskotek – og tilsyneladende mere populært end Locomotion. Waves trak således gæster fem dage om ugen, mens Locomotion kun var åben for weekendgæster.
Den næste ændring af huset fandt sted i det gamle Overhuset. Det stod ubenyttet hen, da århusianerne kom til, og her anlagde de en græsk spiserestaurant. Dog med et alt andet end græsk navn, nemlig Stoppestedet. Ifølge Per Kristensen blev denne restaurant ikke den helt store succes, idet husets øvrige restauranter krævede al værtsfolkenes energi.
Den sidste ændring, som ”femkløveret” bød på, var nok en gang i kælderetagen, eller nærmere dér, hvor Gunner Larsen havde haft sit Vise Vers Hus. Det blev genåbnet som morgenværtshus for såvel husets egne gæster som andre trængende – og den restaurant var velbesøgt. Det var dog ikke alle, der blot kom for morgenmad. Det samme lokale havde siden Gunners exit tjent som et yndet mini-rædselskabinet. Bag den tunge gitterlåge, som adskilte lokalet fra Waves, havde værtsfolkene placeret et skelet i selskab med en gammel og støvet ølflaske. Og denne klare ”advarsel” mod at blive efter lukketid trak ifølge Per Kristensen mange nysgerrige gæster til.
Madam Lunds Bøfkælder – og alle de andre
Det foreløbigt sidste kapitel om kælderen blev skrevet af Mehmet Saydan. I 2004 overtog han såvel restauranten som tequila-baren og fortsatte driften indtil 2006. Baren blev i den forbindelse forvandlet til et diskotek, der blev døbt Kings Night Club.
Men tilbage til stuen og 1. sal. Fra 1993 var det Crazy Daisy-kæden, der fyldte disse etager – blandt andet med en Rock’n Roll Café i stueetagen.
I 2000 skiftede kæden navn til Code og efter endnu to år til Buddy Holly. Ifølge datidens rygter skyldes sidstnævnte skift, at Code havde satset for meget på de ”pæne” og velklædte diskoteksgæster. Buddy Holly skulle således appellere til et bredere publikum – selv dem, der ønskede at danse på bordene.
Det lykkedes også, men to år senere måtte de dog sande, at deres publikum også kunne blive for ”bredt”. I 2004 tabte de nemlig deres natbevilling på grund af stridigheder mellem en gruppe rockere og nogle indvandrere, som gæstede stedet samtidig.
Bevillingen kom dog hurtigt igen, og det samme gjorde navnet Crazy Daisy. Blot en uge efter de voldelige sammenstød var Crazy Daisy klar med tryggere omgivelser i såvel Rock’n’roll baren i stueetagen, cocktailbaren Sex and the City i ”Kakadu-baren”, Camelot baren i ”Dueslaget” og Night-Life i den store sal.
Fra samme år skiftede Crazy Daisy nok en gang navn. Nu hed den Cave, ejerkredsen var lidt ændret, og publikum mere modent. Men otte måneder senere var dette sceneskift også et afsluttet kapitel, og fra 2007 stod der Luux på skiltet over døren og Rock Bar i stuevinduerne. Bag Luux-navnet stod en københavnsk restaurationskæde, og dens filosofi var ikke væsensforskellig fra den, klubvært Th. Lumby stod for i 1887, nemlig at: ”Festen skal gøres til et teater, og publikum skal forkæles med en totaloplevelse med kulisser, statister, skuespillere og musik!”.
Luux-festen på Klingenberg var dog hurtigt overstået. I sidste halvår af 2009 var Luux erstattet af Club Treasure og fra foråret 2010 af Den Glade Viking. Sidstnævnte bygger ifølge ejerne, Søren Kjellerup og Jesper Bang, på et koncept, der allerede er afprøvet i Spanien og Bulgarien, og som er meget forskellig fra det, de forrige værter stod for. De satsede på champagnedrinks og VIP-gæster, mens Den Glade Viking satser på folkelighed og drinks i spandevis – ganske som de rigtige vikinger! De flydende varer kan i øvrigt også købes i Bodegaen i stueetagen.
